Torsdag nat kl. 00.30 på Roskilde Festival spillede PRISMA en bragende rockkoncert på et proppet Avalon, hvor musik, lys, og lydproduktion smeltede sammen til et fabelagtigt inferno af en sanseoplevelse for alle, der var samlet under teltdugen.
På papir er dette min tredje PRISMA koncert, jeg fotograferer. Første og anden gang var SPOT Festival 2021 og 2022. Roskilde Festival er tilgengæld første gang, hvor jeg er hyret ind af bandet til at forevige aftenen. Sikke en kæmpe oplevelse og fornøjelse det var!
Lysproduktionen til showet var fyldt med masser af laserlys, hvilket var en fryd at fotografere. Mens jeg fotograferede scenen ude blandt publikummet, prikkede en ung pige mig på skulderen og pointerede, at jeg smilte over hele femøren, mens jeg tog billeder. Hun sagde, det var tydeligt, at jeg nød mit arbejde. Jeg blev dybt selvbevidst i øjeblikket. Men hun har sandelig ret. Elsker virkelig at fotografere koncerter!
Til dette show havde jeg også den absolutte fornøjelse at arbejde som en del af et fototeam sammen med Flemming Bo Jensen. Når afstanden til FOH er så stor, og alle de gode øjeblikke med lys- og laserproduktionen måtte fanges, giver det mening at være to fotografer for at sikre alle vinkler er dækket under showet.
Kort sagt. Jeg er meget tilfreds med dette galleri. I starten da jeg redigerede billederne, var jeg usikker, om der var nok variation i serien. Men det er blevet til så mange fede billeder, der kan stå alene, at det ikke er nogen bekymring.
Sæt venligst lidt PRISMA på. Find et mørkt rum. Sæt skærmens lysstyrke på max, og se mit galleri igennem.
Back to Top